Saturday, May 10, 2014

Velkommen Til En Orkide-afhængigs Verden!

Hej og velkommen til min blog! Mit navn er Janni, og jeg er 27 pr gammel. Jeg bor i en lille by på Møn (Askeby ved Hårbølle), som ligger cirka halvanden time syd fra København, i et botilbud for folk som ikke kan bo for sig selv pga psykiske og/eller fysiske problemer. Dette botilbud er også en økologisk gård, som producerer grønsager, og holder Angus-kvæg, kyllinger, får og heste, og hvor beboerne og personalet hjælper til så meget de nu kan - det er et fantastisk sted, både for mennesker og dyr! 

For lidt siden trådte jeg ind i orkideernes vidunderlige verden. Jeg har altid været fascineret af og ønsket mig en, men min mor sagde altid at de var svære at passe og mistede deres blomster så snart de kom ind i huset, og når de mistede deres blomster troede hun at de var døde. Så jeg turde ikke købe en, af frygt for at slå den ihjel.

Men for omkring to måneder siden så jeg nogle Phalaenopsis hybrider i den lokale Brugs. Normalt er det sådan et sted man helst skal undgå at købe orkideer fra, men jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt, og de orkideer jeg så var i virkelig dårlig stand, så jeg tænkte at når de alligevel skulle dø, kunne jeg lige så godt "eksperimentere", og måske rede dem. Og hvis de døde... Ja, så havde jeg i det mindste forsøgt.

Så jeg købte to. Der var et klistermærke på urtepotterne hvor der stod at det var Phalaenopsis hybrider (men ikke noget om forældrene), så jeg gik på nettet for at lave research - og da blev jeg rigtig positivt overrasket; "Phals", som de kaldes i "orkide-verdenen", var ikke meget sværere at passe end de fleste "almindelige" stueplanter! Selvfølgelig fandt jeg ud af at jeg måtte anskaffe mig nogle ting for at passe dem rigtigt (gødning og plantningsmateriale lavet specielt til orkideer, da dem jeg havde købt bare var plantet i almindelig pottemuld), men før jeg nåede at købe disse ting, mistede den ene Phal desværre de fleste af sine blomster, men det tog ikke modet fra mig - jeg vidste at de ville komme igen hvis jeg passede orkideen rigtigt. Da jeg endelig fik fat i tingene havde den anden orkide mistet et par blomster, men i det øjeblik jeg gav dem gødning, så jeg næsten forbedringer med det samme! De tilbageværende blomster forblev på stænglen, planterne livede op, og deres rødder (hvilke der ikke var så mange af da jeg købte dem) groede og blev grønne eller sølv-grønne. De så MEGET bedre ud!

 Nogle dage senere var jeg i Fakta og det viste sig at de også havde orkideer til salg - også Phalaenopsis hybrider, selvom de egentlig er Doritaenopsis'er (men de går jo også ind under Phalaenopsis i dag). De så en smule bedre ud end dem fra Brugsen, og siden orkide-afhængigheden havde indtrådt, købte jeg også to af dem. De livede også hurtigt op, og denne gang smed de ikke nogen blomster! De har det også godt i dag og blomstrer stadig, med masser af knopper!

Men det stoppede ikke der! Jeg besluttede mig for at læse om andre arter og opbygge en lille samling, så jeg læste og læste og læste, udså mig de sorter og farver jeg gerne ville have, og så købte jeg dem, sammen med det udstyr jeg nu havde brug for (fra en webshop som hedder OrkideImperiet). Det tog ikke lang rød før jeg havde adskillige orkideer, og i dag, et par måneder senere, har jeg over 20 planter. Dette er min liste:

Calanthe Triplicata x Masuca hybrid
Laelia Purpurata (Brassolaelia Morning Glory)

Brassolaeliocattleya King of Taiwan "Da Shin"
Laeliocattleya Cariad's Mini Quinnee "Angel Kiss"
Odontoglossum Trilobum x Odontocidium Tiger Glow
Miltonia
Acacalis Cyanea x Zygopetalum Helen Ku

Otonsia/Zygopetalum Rhein Blue Baby
6 Phalaenopsis/Doritaenopsis hybrider fra Fakta/Brugsen, og/eller som andre har givet mig eller som jeg har delt.
Doritaenopsis Anna Larati Soekardi
Doritaenopsis Tzu Chang Sapphire

Dendrobium Cretaceum x Anosmum
Dendrobium Glomeratum/Sulawesiense
Burrageara Nelly Isler


Og så er følgende blevet bestilt og er på vej med posten:

Cattleya Maxima
Laelia Purpurata
Cattleya Pittiae var. striata

Laelia Dayana var. coerulea
Phalaenopsis Bellina

Phalaenopsis Gigantea x Bellina

Så langt så godt - jeg er sikker på at samlingen nok skal vokse som tiden går, men jeg bor i en etværelses lejlighed, så der er ikke vildt meget plads, haha. Men jeg skal nu nok få plads til lidt flere. :P

Det var så lidt om mig og hvordan jeg kom ind i orkideernes verden - jeg har allerede lært meget om disse fantastiske planter, og jeg elsker at lære mere hver eneste dag. Jeg elsker også at passe og nusse om planterne. Det er en rigtig god hobby, og jeg er virkelig glad for at have fundet den!

Så kommer vi til den egentlige dagbog - der var en skøn overraskelse som ventede på mig den ene aften - min Bl. Morning Glory var sprunget ud! Der var to knopper, og det tog kun et par dage for den anden at følge trop, så nu står den i fuld blomst - jeg skal nok lægge nogle billeder ind senere. Jeg fandt også ikke en, men TO nye pseudobulbs for et par dage siden på min Blc. King of Taiwan - en dejlig overraskelse! For Fakta/Brugsen-orkideernes vedkommende, er en af dem igang med at gro en Keiki (det hawaiianske ord for barn/baby) - jeg kan dog ikke skære den af og plante den, som man kan med nogle Keiki'er, da det er en basal keiki (en keiki der vokser på stammen, inde mellem de grønne blade), og hvis man fjerner sådan en, kan man risikere at slå moderplanten ihjel. Man bør kun fjerne en keiki fra moderplanten hvis den vokser på en af blomsterstænglerne. 

Og så var der planten der viste sig at være TO planter! Jeg delte den, og så havde jeg pludselig to lyserøde orkideer i stedet for en! Fantastisk!

Og så er jeg igang med at skifte gødning - jeg har indtil videre brugt en NPK orkide gødning fra Brugsen, og den har da gjort det den skulle, men nu skifter jeg til noget der hedder Orchid Focus, hvilket er blevet anbefalet af adskillige af de orkide-entusiaster jeg kender. Jeg har købt en pakke med tre forskellige slags - en til blomstrende planter, en til voksende planter, og en som skal bruges samtidig med enaf de to. Jeg håber orkideerne kan lide det. :) 

Jeg tror også at jeg vil omplante de orkideer som allerede var plantet i mos og et mix af mos og bark da jeg fik dem - jeg er bange for at jeg vil overvande, da disse materialer holder sig fugtige i meget længere tid end bark gør (og så er rødderne i 
fare for at rådne), så jeg vil egentlig godt have dem omplantet i bark (hvilket alle de andre orkideer er plantet i). Men det kan også være at jeg laver en blanding af mos og bark til de planter som helst vil være fugtige. Jeg vil læse lidt på det, i hvert fald!

Jeg tror det var det - jeg skal nok rapportere så tit jeg kan. 
Hav en rigtig god dag!

-Janni